Udseende
Dræbersnegle har ikke noget hus. Deres farve kan variere meget fra orange til næsten sort. Den mest typiske farve for de voksne snegle er rødbrun. De helt unge snegle er ofte lyse med mørke bånd ned langs siden.
Både voksne og unge dræbersnegle kan let forveksles med både røde og sorte skovsnegle. Men hvis du har mange snegle i haven, er det sandsynligvis dræbersnegle. Røde og sorte skovsnegle lever normalt ikke så tæt sammen.
Kost og fjender
Den iberiske skovsnegl har en meget varieret kost. I tillæg til planter spiser den også døde snegle. Når det gælder bladene på planter vil dræbersneglen først spise de blødeste dele, men hvis det gælder blomster spiser den hele planten. Den æder tilsyneladende alle planter på sin vej, ligesom den også kan finde på at spise halvdøde artsfæller, hvilket betyder, at den er kannibalistisk.
Voksne dræbersnegle er seje, slimede og bitre, så derfor er der ikke mange dyr, der vil spise dem. Men en del dyr og insekter spiser unge dræbersnegle og deres æg bl.a. pindsvin, tudser, frøer, firben, løbebiller, mus og nogle fugle.
Formering
Artens livscyklus er meget fleksibel, men de fleste individer følger det samme mønster. De unge snegle graver sig ned i løs og luftig jordbund sent på efteråret, så de kan komme væk fra frost og kulde og overvintrer. Når det så bliver varmere igen i foråret, (mindst 4-5 grader) kommer de små snegle frem og starter deres aktivitet. I løbet af sommeren bliver de fuldvoksne og begynder at lede efter en parringspartner, da parring finder sted fra slutningen af august. Når dræbersneglene parrer sig befrugter de hinandens æg, der bliver lagt i klaser af 20-50 æg i de 10 øverste cm af jord. En enkel dræbersnegl kan lægge op til 400 æg. De fleste æg er lagt fra slutningen af august til starten af september. Æggene klækkes fra slutningen af september til slutningen af oktober. Efter parringen bliver dræbersneglene sløvere indtil de i omkring oktober dør af alderdom. Så begynder cyklussen forfra. Det betyder altså at den iberiske skovsnegl kun har en generation per år.
Dræbersneglen
Anatomi
I løbet af sneglens udviklingshistorie er der sket noget, der har gjort, at sneglens anatomi er lidt speciel. Der er sket en drejning af indvoldssækken, som indeholder de indre organer, og dermed er køns- tarm- og urinrørets åbning blevet flyttet frem, så de udmunder på den forreste højre del af kroppen.
Vejrtrækning
Under kappen findes der et hulrum, og det fungerer som sneglens lunge. Loftet af dette hulrum er forsynet med mange blodkar og her sker der en udveksling af kuldioxid og ilt. Ilten bliver ført ind gennem det åndehul, man kan se på sneglens højre side. Derudover optager sneglene også ilt gennem huden.
Kønsorganer
Sneglene er tvekønnede, hvilket betyder, at de er hermafroditter. Deres kønsorgan hedder ovotestis, og producerer både æg og sædceller. Fra den såkaldte ovotestis bliver æg og sædceller ført gennem en fælles gang, der så munder ud i to egentlige æg- og sædledere. En æggehvidekirtel munder også ud, hvor den fælles gang deler sig i æg- og sædledere. Den sørger for at omgive æggene med æggehvide. Det fungerer som næring for fosteret, mens det udvikler sig. Den nedre del af æggelederen er forstørret og indeholder en ligula, der er et stimuleringsorgan. Sædlederens nedre del er også første og den danner en epifallus. I den bliver den hindeagtige sæk hvori sædcellerne overføres til partneren dannet.
Alle tre: æggelederne, epifallus og gangen fra sædgemmet åbner sig ind i atriet, hvilket også hedder forkammeret, der ligger lige inden for kønsåbningen.